Fortsæt til indhold

Joie de Vivre

(Dansk oversættelse nedenunder)

Je suis arrivé au tai chi taoïste il y aura bientôt vingt ans. J’avais déjà une pratique personnelle  quotidienne avant la pandémie. Cette pratique personnelle avait commencé peu de temps après  le début de ma pratique. Jamais je ne l’aurais définie comme un outil de transformation. Je la  faisais avec plaisir, mais un peu comme on fait un exercice ‘’d’entretien’’, pour pratiquer les  consignes que je recevais dans les classes. 

Bien sûr que je percevais, dans mon quotidien, la transformation que m’apportait la pratique  régulière du tai chi taoïste. Je pouvais observer que je devenais une personne qui juge moins les  autres, plus stable émotionnellement, plus encline à aider spontanément et qui ose davantage  dire ce qu’elle pense.  

Lorsque la pandémie est arrivée, je venais de prendre ma retraite depuis quelques mois. Ces  quelques mois ont été remplis par les classes que je donnais, celles auxquelles je participais,  celles où je remplaçais d’autres instructeurs et enfin par mes activités au comité de section.  Bref, je remplissais mes semaines par un tourbillon continu d’activités. 

Et arrive la pandémie, le confinement, la suspension des classes. En l’espace de quelques jours,  j’avais l’impression que mon univers venait de basculer. Moi qui courais d’une activité à l’autre,  me voilà pris chez-moi sept jours sur sept. Cet arrêt brusque a été comme un électrochoc.  L’anxiété a monté rapidement et est devenue quotidienne. Tout était pour moi source d’inquiétude : la santé de mes proches, leurs difficultés financières, le devenir de notre  organisation, la gestion au quotidien de notre comité de section. C’est comme si j’avais perdu  toute confiance en moi et en l’organisation.  

Le message qu’on nous a donné dès le départ a été d’explorer ou développer notre pratique  personnelle. Ce que j’ai fait assidument. Cependant, cette pratique ne réussissait à calmer mon  anxiété que pour peu de temps et le tourbillon de mes inquiétudes reprenait vite le dessus. Le  chanting et les enseignements du samedi ne me calmaient pas non plus. Au début, le chanting  sur Zoom m’apparaissait étrange, ne m’apportait aucun réconfort et je le faisais, pour ainsi dire,  par devoir. De revoir des visages connus, mais pas ‘’pour de vrai’’ ne faisait que me rappeler que  nous ne pouvions pas nous voir et qu’on serait longtemps sans se revoir. Les messages des  directeurs comme ‘’Le pire temps est le meilleur temps’’ et autres ne résonnaient pas en moi et  même parfois me heurtaient, me hérissaient. J’avais l’impression de faire ce qu’il fallait mais je  n’allais pas tellement mieux… 

J’étais inquiet face à mes responsabilités au comité de section. J’avais l’impression de ne pas  faire correctement ce qu’il y avait à faire et j’avais même peur qu’on me demande de me retirer.  Dans sa grande sagesse, l’organisation, plutôt que de me demander de me retirer, m’a convié à  participer à différents travaux et m’a fait confiance. Cette attitude m’a permis de reprendre  confiance en moi.  

J’ai quand même, malgré tout, continué ma pratique physiologique quotidienne. J’ai continué à  aller aux chantings du samedi et du mardi et à écouter les témoignages et enseignements. J’ai  aussi commencé à aller à l’autel de notre centre régional pour les chantings. Et, petit à petit, 

l’alchimie a fait son travail. Sans que je le veuille absolument, tout cet entraînement a lentement  pris le chemin de mon cœur.  

Les inquiétudes ont commencé à s’atténuer et à ne plus m’habiter en permanence. Le cœur est  devenu plus léger. Je sens que je redeviens plus disponible à mes proches et aux autres en  général. Cette ‘’joie de vivre’’, qui m’avait quitté, revient avec une profondeur plus grande  qu’auparavant. J’ai l’impression de découvrir une sensibilité différente, plus calme, plus apaisée  et plus ancrée dans le présent.  

Le mot ‘’religion’’ qui me faisait fuir autrefois a aussi fait son chemin en moi. Il a perdu son sens  de croyance et s’est ancré dans ma pratique, dans l’entraînement. Il représente maintenant  l’ensemble des rituels : la pratique physique, les cérémonies, les rencontres, les enseignements  et les échanges. Bref tout ce qui me rattache à notre organisation, à sa communauté, à son  passé et ses traditions.  

On nous répète souvent que la tradition taoïste et les enseignements de Maître Moy sont avant  tout d’ordre pratique. Ce n’est pas seulement en lisant, en réfléchissant à des concepts que l’on  progresse. C’est dans la pratique très concrète de tout ce qui nous a été légué que réside cette  

progression qui nous permet de ‘’devenir une meilleure version de nous-mêmes’’. Cette période  de pandémie m’en aura donné la preuve hors de tout doute ! Je ne peux que remercier le Fung  Loy Kok de perpétuer avec tant de sagesse et de bienveillance cette riche tradition. 


Jeg kom til Taoist Tai Chi® for næsten tyve år siden. Jeg havde allerede en daglig personlig praksis før pandemien. Denne personlige praksis var begyndt kort tid efter, at jeg begyndte min praksis. Jeg ville aldrig have defineret den som et redskab til transformation. Jeg gjorde det med glæde, men lidt som en “vedligeholdelsesøvelse” for at øve de instruktioner, jeg fik i undervisningen. Selvfølgelig kunne jeg i mit daglige liv se den forvandling, som den regelmæssige udøvelse af Taoist Tai Chi® bragte mig. Jeg kunne se, at jeg blev mindre fordomsfuld, mere følelsesmæssigt stabil, mere villig til at hjælpe spontant og mere modig til at sige min mening.

Da pandemien kom, havde jeg været på pension i et par måneder. Disse få måneder var fyldt med de hold, jeg underviste, de hold, jeg deltog i, de hold, jeg vikarierede for andre instruktører, og endelig mine aktiviteter i afdelingsbestyrelsen. Kort sagt fyldte jeg mine uger med en kontinuerlig hvirvelvind af aktiviteter.

Så kom pandemien, nedlukningen og afbrydelsen af undervisningen. I løbet af et par dage følte jeg, at min verden var blevet vendt på hovedet. Jeg løb fra den ene aktivitet til den anden, men nu sad jeg fast hjemme syv dage om ugen. Dette pludselige stop var som et elektrochok. Angsten steg hurtigt og blev en daglig foreteelse. Alt var en kilde til bekymring for mig: mine elskedes helbred, deres økonomiske problemer, vores organisations fremtid, den daglige ledelse af vores afdelingsbestyrelse. Det var, som om jeg havde mistet al tillid til mig selv og til organisationen.

Budskabet, vi fik fra starten, var at udforske eller udvikle vores personlige praksis. Det gjorde jeg ihærdigt. Denne praksis formåede dog kun at berolige min angst i kort tid, og hvirvelvinden af mine bekymringer tog snart overhånd igen. Chanting og lørdagsundervisningen beroligede mig heller ikke. I begyndelsen virkede det mærkeligt for mig at chante på Zoom, det gav mig ikke nogen trøst, og jeg gjorde det så at sige af pligt. At se kendte ansigter igen, men ikke “i virkeligheden”, mindede mig kun om, at vi ikke kunne se hinanden, og at der ville gå lang tid uden at se hinanden. Ledernes budskaber som “Den værste tid er den bedste tid” og andre gav ikke genklang hos mig og fornærmede mig til tider endda. Jeg havde indtryk af, at jeg gjorde det rigtige, men det gjorde det ikke meget bedre …

Jeg var bekymret for mit ansvar i afdelingsbestyrelsen. Jeg følte, at jeg ikke gjorde det rigtige, og jeg var endda bange for, at jeg ville blive bedt om at træde tilbage. I sin visdom inviterede organisationen mig i stedet for at bede mig om at træde tilbage til at deltage i forskellige opgaver og havde tillid til mig. Denne holdning gjorde det muligt for mig at genvinde tilliden til mig selv.

Jeg fortsatte stadig min daglige fysiologiske praksis. Jeg fortsatte med at gå til lørdags- og tirsdagschanting og lytte til beretningerne og undervisningen. Jeg begyndte også at gå til alteret på vores regionale center for at chante. Og lidt efter lidt virkede alkymien. Uden at jeg ønskede det, fandt al denne træning langsomt vej ind i mit hjerte.

Bekymringerne begyndte at aftage og boede ikke længere permanent i mig. Hjertet er blevet lettere. Jeg føler, at jeg er mere tilgængelig for mine kære og for andre i almindelighed. Denne “joie de vivre”, som havde forladt mig, er ved at komme tilbage med en større dybde end tidligere. Jeg har indtryk af at have opdaget en anden følsomhed, mere rolig, fredeligere og mere forankret i nuet. Ordet “religion”, som tidligere skræmte mig, har også fundet vej til mig. Det har mistet sin betydning af tro og er blevet forankret i min praksis, i min træning. Det repræsenterer nu alle ritualerne: den fysiske praksis, ceremonierne, møderne, undervisningen og udvekslingen. Kort sagt, alt det, der forbinder mig med vores organisation, med dens fællesskab, med dens fortid og dens traditioner.

Vi får ofte at vide, at den taoistiske tradition og Mester Moys lære primært er praktisk orienteret. Det er ikke kun ved at læse og tænke over begreber, at man gør fremskridt. Det er i den meget konkrete praksis af alt det, der er blevet overleveret til os, at denne udvikling ligger, som gør det muligt for os at “blive en bedre udgave af os selv”. Denne pandemiperiode har givet mig beviset uden nogen tvivl! Jeg kan kun takke Fung Loy Kok for at have videreført denne rige tradition med en sådan visdom og venlighed.

Cookie Control Icon