Stabilitet og kontinuitet

Begyndelsen af pandemien var vanskelig og stressende for mig, og det var det sikkert også for de fleste andre. Jeg fik ikke lov til at arbejde, og personlige træninger i hans undervisning blev suspenderet. Jeg kunne se grunden bag det hele og var glad for, at vi besluttede os for at være sikre. Alligevel var de to store ting, der var vigtige for mig, og som strukturerede min uge, væk, og jeg følte en følelse af tab. Jeg begyndte at følge et stramt skema, herunder at praktisere hans lære i en time hver morgen for at følge med og holde mig i form, og jeg opfordrede alle til at gøre det samme. Inden længe var jeg udmattet. Min bekymring og angst voksede, og jeg holdt endnu mere fast i mit skema, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre.

Jeg var så glad, da den første invitation til lørdags chanting kom. Jeg kunne næsten ikke chante, fordi jeg græd så meget. Det gik pludselig op for mig, hvor ensom og skrøbelig jeg følte mig. At se folk og indse, at de stadig var der, var en stor lettelse. Efterhånden begyndte jeg at føle mig mere rolig, og det hjalp meget med regelmæssigheden i chantingen. Jeg vidste stadig ikke, hvornår situationen ville ændre sig, men det generede mig ikke længere så meget.

Den første lockdown sluttede, og jeg fik lov til at arbejde igen – men igen var jeg bekymret, fordi mit arbejde denne gang blandede sig med at praktisere hans lære. Jeg har uregelmæssige arbejdstider og uregelmæssige arbejdsdage. Så selv om jeg var glad for at arbejde, var jeg også ked af, at jeg ikke kunne deltage i lørdagsmødet så regelmæssigt som tidligere. Jeg gjorde mit bedste for at holde min egen praksis ved lige, men fandt det svært. Jeg følte mig konstant afbrudt af ydre omstændigheder. Jeg var dybt frustreret.

Under den anden lockdown var jeg i stand til at deltage mere regelmæssigt i lørdagsmøderne igen. Jeg var stadig bekymret for min jobsituation, men jeg havde accepteret, at jeg ikke kunne gøre noget ved det, og at jeg bare blev nødt til at leve med det, der skete. Det budskab, jeg hørte gentaget om lørdagen, var: “Du skal ikke bekymre dig. Bare bliv ved med at gøre det, og vær ikke bekymret”, og jeg begyndte at indse, at der var noget, jeg kunne gøre i stedet for bare at føle mig magtesløs. Denne gang gik jeg ikke tilbage til mit stive skema, men jeg begyndte at øve lidt hver dag. Det føltes først mærkeligt at træne i stuen, men jeg blev ved med at gøre det, og det blev mere naturligt. Mit fokus skiftede, og jeg begyndte at indse, at jeg ikke behøvede at konkurrere med nogen eller bevise noget. Jeg kunne bare træne uden anden grund end at nyde det. Så ændrede følelsen sig. Følelsen af forbindelse gennem hele kroppen var så klar, som om jeg kunne se Tensegrity-modellen inde i mig. Følelsen var så klar, at alt var forbundet og arbejdede og bevægede sig sammen. Tidligere havde jeg ofte hørt – og selv sagt – at i hans lære var alting forbundet og bevægede sig samtidig og var færdigt på samme tid. Men at tænke det og at føle det er to meget forskellige ting. Denne nye følelse var en åbenbaring, som fyldte mig med glæde og fred. Det er også en meget beroligende følelse.

Jeg elsker at chante på en måde, som jeg aldrig havde troet. Tidligere var det primært en social aktivitet for mig om morgenen i begyndelsen af et program, som jeg nød. Gennem regelmæssig praksis har dette også udviklet sig. Min stemme bliver stærkere, og det er ikke længere vigtigt, om der er andre i samme rum, eller om jeg træner alene. Jeg føler mig stærk og kraftfuld, når jeg chanter, som om intet kan ryste mig.

Jeg lærte en masse om mig selv under pandemien. Jeg blev overbevist om, at jeg ikke var en præstationsorienteret person, og jeg kunne også godt lide det ved hans lære, at der ikke var nogen konkurrencetankegang bagved, men at vi alle trænede sammen. Uden instruktørernes feedback blev jeg dog klar over, hvor meget anerkendelse og opmuntring motiverer mig. Jeg vil altid gerne være den gode elev, der får ros af læreren. Under pandemien var der ingen feedback på min praksis fra nogen, og jeg opdagede noget nyt. Feedbacken kom indefra i stedet for udefra. “Hvordan føles det?” fik en helt ny betydning for mig. Jeg havde hørt spørgsmålet mange gange og stillet det mange gange, men faktisk begyndte jeg for første gang i mit liv at bruge det som en vejledning i min praksis.

Selv om jeg ikke altid kan træne på samme tidspunkt af dagen, prioriterer jeg det højt at træne hver dag. Jeg er mere rolig og føler mig mere stabil i krop og sind. Tingene er stadig ustabile og uforudsigelige omkring mig, men gennem min selvpraksis har jeg fundet en stabilitet og kontinuitet, som ikke påvirkes af ydre omstændigheder. Denne følelse gør mig stærkere, og jeg er taknemmelig for den tålmodighed og vejledning, der har hjulpet og givet mig mulighed for at opleve den.

I mellemtiden er den anden lockdown overstået, og restriktionerne er blevet lempet. Jeg arbejder igen og kan ikke længere deltage i møderne så regelmæssigt, som jeg gerne ville. Men jeg er ikke længere så bekymret. Jeg deltager, når jeg kan. Og jeg fortsætter med at træne, når jeg kan, i løbet af dagen.